Jysk Fynske Medier

Avisen er flyttet ind i ørerne på læserne

7. november 2019


Medieforbruget er under hastig forandring. Derfor har vi i Jysk Fynske Medier skruet op for udviklingen – og ikke mindst lyden. Det er ikke nok at udkomme med tekst og billeder. Vi må forstå og følge brugerne ind på nye platforme. Lyd er et vigtigt indsatsområde for os. Vi har derfor ansat en podcastredaktion, som lige nu er i færd med at opbygge koncepter og systemer, så vi fra omkring den 1. december kan levere daglige podcasts til vores mange abonnenter på de 13 dagblade. Redaktionen publicerer løbende testformaterne og får på den måde feedback fra brugerne.

- Der er en stærk bevægelse i medieforbruget i retning af lyd. Vi vil derfor også gerne kunne tilbyde vores abonnenter indhold på den platform. Det giver os en helt ny måde at skabe nyhedsformidling på. Hvor vores aviser og nyhedssites kræver brugernes fulde opmærksomhed, giver podcasts dem mulighed for at blive opdateret på nyheder fra lokalområdet, mens de laver mad og vasker op, siger Jørn Broch, digital chefredaktør hos Jysk Fynske Medier.

 Jysk Fynske Medier tænker podcast ind som en vigtig del af abonnementsoplevelsen. Målet er at aktivere og engagere abonnenter ud fra devisen: Jo højere engagement, desto stærkere bånd.

- Lige nu er andelen af podcastlyttere størst blandt unge, men vi ved fra medieforskningen, at øvrige aldersgrupper følger med. Medieforbruget er ikke så forskelligt på tværs af aldre – men der er forskel på, hvor hurtigt nye teknologier adopteres. Vi er klar, når du er, siger Jørn Broch.

De primære distributionskanaler bliver koncernens nyhedssites og koncernens app, Nyhedskiosken, som huser samtlige af koncernens dagblade og ugeaviser. Appen, en Visiolink-app, rummer en podcastplayer og udrulles i sin endelige opdaterede form i løbet af de kommende uger.

- Vi er meget tilfredse med de foreløbige data. Vi ser sessionslængder fra vores podcastlyttere, der er dobbelt så lange, som sessionerne normalt er i Nyhedskiosken, fortæller Jørn Broch.

Til at supplere podcastsatsningen har Jysk Fynske Medier udviklet en tekst-til-tale-robot, Athena, som bygger på Google-teknologi. Dermed kan Jysk Fynske Medier tilbyde læserne daglige pakker på 15-20 minutters oplæste nyheder fra lokalområdet, avisen Danmark, sport og erhverv. I første omgang er disse nyhedspakker tilgængelige på koncernens nyhedssites, men i løbet af kort tid er de også at finde i Nyhedskiosken.





vidste du at

... Deal.dk har hver måned mere end 380.000 og spotdeal.dk mere end 310.000 månedlige brugere

vidste du at

... Jysk Fynske Medier tager aktiv del i lokale kultur- og idrætsforeninger

vidste du at

... avisen Danmark har 559.000 ugentlige læsere og er dermed landets mest læste dagblad