Jysk Fynske Medier

Jysk Fynske Medier har store ambitioner for fremtiden

23. januar 2020


Omsætningen skal over de næste tre år stige med en lille halv milliard kroner. Recepten er investering i nye produkter, udvikling af den eksisterende forretning samt opkøb.

Claus Rantzau Møller
cmj@jfmedier.dk

Odense: Der var et klart hovedbudskab fra Jysk Fynske Mediers administrerende direktør, Jesper Rosener, da alle Jysk Fynske Mediers ledere kort før jul var samlet til nytårskur. Trods efterårets spareplan på 228 millioner kroner er mediekoncernen ikke i problemer. Tværtimod investeres der historisk mange penge i udvikling.

- Vi er ikke i krise. Der er ingen tvivl om, at hvis vi ikke gjorde som nu og investerer i vores fremtid, så ville det gå galt. Det kan enhver jo se. Hvis vi ikke investerede ekstraordinært i vores setup, så havde vi ingen fremtid. Det kunne da godt være, vi var her om 20-30 år, men grundlaget ville langsomt sive, lyder det fra topchefen.

Optimismen bunder i, at der i øjeblikket er igangværende udviklingsprojekter i Jysk Fynske Medier for 149 millioner kroner, hvoraf 16 udviklingsprojekter tilsammen allerede leverer et tocifret millionoverskud. Den bunder også i, at der over de næste tre år er afsat yderligere 140 millioner kroner til udvikling. Heraf er alene 60 millioner kroner afsat til udvikling i 2020, hvilket er det højeste beløb på et år siden fusionen for fem år siden.

- Det betyder, at vi kan starte et hav af nye udviklingsprojekter, der støtter et bestående forretningsgrundlag, eller at vi kan opfinde et helt nyt forretningsgrundlag, forklarer Jesper Rosener.

Sparerunde sætter spor
Efterårets spareplan kom på baggrund af en forventning om, at indtægterne fra annoncer i Jysk Fynske Mediers dagblade og ugeaviser vil svinde ind med 10 procent om året de næste tre år. Det betød blandt andet, at 150 af Jysk Fynske Mediers cirka 1600 stillinger blev nedlagt, mens der også blev stillet krav om, at lønnen i hele virksomheden skal holdes i ro frem til 2022.

- Har vi sagt farvel til fotografer, der giver værdi til produkterne? Ja, det har vi. Koster det noget i produktværdien? Ja, det anerkender jeg fuldt ud. Har vi sagt farvel til enkelte skrivende lokale journalister? Det har vi. Og det koster helt klart også på produktværdien, slår Jesper Rosener fast.

Jysk Fynske Medier var hverken udfordret på resultat eller egenkapital på kort sigt. Udfordringen kom derimod, når man fremskrev den sidste del af 2019 for de næste år. Man kunne have ladet stå til, men det ville ifølge Jesper Rosener bare have ført til, at der ingen penge havde været til de livsvigtige udviklingsprojekter.

- Problemet er, at når man regner fremad med den udvikling, man ser lige nu, specielt på dagblads- og ugeavisannoncerne, så kunne vi måske halte os igennem ved at lave nogle små tilpasninger og effektiviseringer i vores organisation. Men vi ville i best case have nul kroner til udvikling de næste tre år.

Printavisen vil overleve
Helt central er de senere års øgede pres på den traditionelle forretning i Jysk Fynske Medier. År for år er printoplaget og annonceindtægterne faldet - en udvikling kendetegnende for hele branchen. Kunsten er og vil være at dække faldet med indtægter fra det digitale - plusabonnenter og e-avis. Her er målsætningen 50 millioner kroner i omsætning ved udgangen af 2020.

- Det når vi nemt, men det bliver aldrig redningen alene. Det ved vi godt. Men husk nu på, at når vi kigger på det totale indholdssalg, så løfter vi det. Og så tillader vi os at investere i alverdens andre forretninger, der gør, at vi totalt set får et forretningsgrundlag, så vi kan holde fast i det publicistiske, siger Jesper Rosener.

Kan det så ikke betyde et farvel til printavisen over en årrække?

- Den har stadig enormt god værdi, og vi kan se, at de mest loyale kunder er dem, der har lyst til at betale for printdelen i vores avis. Så vi holder fast i, at vi satser på papir, når vi taler indhold, samtidig med at vi satser på det digitale.

- Folk spørger mig ofte til fester og arrangementer: "Om 5-10 år, så er papiravisen vel væk?". Aldrig i livet. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der vil stadig være nedgang på abonnenttallene på de traditionelle medier, men jeg tror til gengæld, at vi begynder at løfte os på andre områder.

Tættere på essentielt punkt
Når den nye spareplan er effektueret, har Jysk Fynske Medier gennemført besparelser og effektiviseringer i omegnen af 500 millioner kroner.

I samme periode er der investeret masser af millioner i udvikling, f.eks. i digitale platforme som Gul og Gratis, i opkøb og udvikling på delmarkedet, i E-profil, i digital annoncering under GROW, i Jysk Fynske Mediers største udviklingsprojekt, Data & Audience, men også i etableringen af Avisen Danmark, søndagsaviser til ni dagblade, en ny podcastredaktion, licensfinansierede Radio4 og meget mere.

Så godt som alle sammen er i dag rentable forretninger, der er med til at få Jysk Fynske Medier tættere og tættere på det, som Jesper Rosener omtaler som "krydset". Tidspunktet, hvor omsætningen fra det digitale dækker faldet på print.

- Jeg er tilfreds, når den her virksomhed viser, at krydset er nået, og vi har tryghed for, at vi de næste 250 år påvirker samfundet, som vi gør i dag.

Det er også Jysk Fynske Mediers ejere, der gør det muligt for koncernen ved den almindelige drift at tjene penge til så stor en pulje til udvikling i 2020. Bestyrelsen har nedsat kravet til resultatet i 2020 til 10 millioner kroner plus givet afkald på betaling af 17,5 millioner i udgiverrettigheder.

Er klar på flere opkøb
Lige nu når vi ud til små 2,2 millioner mennesker. Målet er, at det tal skal stige til tre millioner i 2022. Her vil Radio4 samt udbredelsen af den kommercielle radio bidrage voldsomt.

I 2020 er der budgetteret med omtrent samme omsætning som i 2019  1,9 milliarder kroner. Der budgetteres med nedgang på den traditionelle forretning, så indtægterne fra det digitale og andre forretningsområder skal øges. Omkring 500 millioner kroner af omsætningen kommer i dag fra digitale platforme.

Målet i 2022 er en omsætning på 2,345 milliarder. Det kan ske organisk, men også gennem opkøb af andre virksomheder. Jysk Fynske Medier har i dag stort set samme likvider som ved skabelsen i januar 2015.

- Jeg kunne godt være interesseret i andre medievirksomheder med samme udgangspunkt som os – papirvirksomheder. Synergierne i forhold til det ser jeg stadig som en fordel. Det der med at tænke, at vores udviklingsmidler eller opkøbsmidler aldrig vil gå til gamle medier, det er ikke rigtigt. Jeg er meget interesseret, forklarer Jesper Rosener.

I forhold til opkøb inden for nye medier er det primært abonnementsforretninger, som Jesper Rosener finder interessant. Desuden kan øget samarbejde med andre dagblade - som man ser i dag med Radio4, hvor otte andre regionale mediehuse er med - sagtens komme på tale.

Direktionen i Jysk Fynske Medier. Fra venstre: Jesper Rosener, Peter Orry, Jens Bundgaard Poulsen og Bjarne W. Munck. Foto: Christian Nordholt

5 ting, du skal vide om Jysk Fynske Medier:

  1. Jysk Fynske Medier blev skabt den 1. januar 2015 som en fusion mellem Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier. Den 1. januar 2016 blev Midtjyske Medier købt af Berlingske.

  2. Jysk Fynske Medier er i dag Danmarks næststørste mediekoncern med 14 dagblade, 53 ugeaviser, 5 radiostationer, en lang række nyhedssites og andre digitale brands. Avisen Danmark har 578.000 ugentlige læsere og er dermed landets mest læste dagblad.

  3. Koncernen favner forskellige virksomheder af den slags, der skaber kommunikation mellem mennesker: trykkerier, trykformidlere, distributionsfirmaer, app-udviklere og et kommunikationsbureau.

  4. Koncernen har 673.000 ugentlige læsere af sine dagblade, ugeaviserne kommer ugentlig ud til 818.000 læsere, mens radiostationerne høres af 827.000 lyttere på en god uge - eksklusiv nystartede Radio4.

  5. Koncernen råder over en bred palette af digitale medier med mere end 2,6 millioner månedlige brugere.




vidste du at

... Deal.dk har hver måned mere end 380.000 og spotdeal.dk mere end 310.000 månedlige brugere

vidste du at

... avisen Danmark har 559.000 ugentlige læsere og er dermed landets mest læste dagblad

vidste du at

STEP er Jysk Fynske Mediers reklame- og kommunikationsbureau med kontorer i Odense og Holstebro