Jysk Fynske Medier

Middelfart-redaktionen skal fremtidssikres

25. april 2019


Hvordan sikrer vi, at det lokale medie fastholder en relevant plads hos sine brugere? Med økonomisk støtte fra Den Fynske Bladfond og bevæbnet med viljen til at tænke nyt har vi etableret et medielaboratorium på Middelfart-redaktionen.

Målet med medielaboratoriet er, at vi i løbet af 18 måneder afprøver minimum fem forskellige mediekoncepter. Koncepterne skal bringe os tættere på de mennesker, vi skriver om og for, og sikre vores relevans i brugernes hverdag. Virker koncepterne efter hensigten, kan de rulles ud i andre byer.

Projektet begyndte i september 2018. Indtil nu har vi gennemført:

Koncept 1: Samarbejde med Middelfart Gymnasium

Lokalredaktionen er i syv uger en del af pensum for 106 elever i 2.g. Vores reportere underviser i journalistik og giver eleverne direkte indflydelse på det journalistiske indhold på avisens platforme. De unge får retten til at bestemme, hvilke emner vi kaster os over og folder ud i avisen. De bedste artikler fra eleverne udgives som en del af indholdet i avisen. Projektet er sponsoreret af Middelfart Sparekasse. 

Koncept 2: Serveretten til læserne

Hver uge giver avisen den journalistiske serveret til læserne. På skift får læserne lov at bidrage med et debatoplæg, som vi publicerer online. Herefter behandler journalisterne indlægget og dets kommentarer. Resultatet publicerer vi på print i søndagsavisen. Vi har indledt 'Serveretten' ved at lade partierne i byrådet få en uge hver, hvorefter ’Serveretten’ går videre til alle, der har lyst til at bidrage.

Koncept 3: Melfar Posten skal tilgodese oplandet bedre

Melfar Posten dækker hele Middelfart Kommune, men for læserne i oplandet føles avisen ikke lokal, fordi den traditionelt har stået særligt stærkt i Middelfart. Med den nye 2. sektion, Melfar Rundt, leverer vi nu hyperlokalt indhold til oplandet, mens 1. sektion koncentrerer sig om Middelfart og Strib. Indholdet i begge sektioner lever op til Jysk Fynske Medier-strategien for ugeaviser med redaktionelle satsninger, portrætter, det-sker-guide og meget mere. Melfar Rundt giver desuden bedre plads til oplandsannoncører.

Koncept 4: Ryk Middelfart ud af huset

Hvad sker der med journalistikken, hvis redaktionen rykker ud til læserne? I december har vi gennemført ’10 dage - 10 lokationer’ for at komme tættere på brugerne. Vi skal blandt andet besøge Gelsted Skole, Ejby Brandstation, Friskolernes Hus og Strib Bibliotek/Strib Lokalarkiv. Dagene bliver et miks af livesending, video, dag-til-dag-journalistik og åbent redaktionsmøde.

 

Disse projekter er på vej:

Koncept 5: Baglandet/Indieframe

Vi ønsker at forny idéen med Baglandet, der giver brugerne mulighed for direkte adgang til vores medier. Derfor har vi indgået samarbejde med Indieframe, som tilbyder, at læserne kan tage et foto, forsyne det med en kort tekst og sende det direkte ind i vores system NCS/Kodus. På den måde kan læserne nemt bidrage med historier og fotos.

Koncept 6: Varm velkomst

Vi opsøger kommunens tilflyttere for at spørge dem, hvordan det lokale medie kan gøre en forskel i deres hverdag. Via et tæt samarbejde med Middelfart Kommune faciliterer vi det fysiske møde mellem både medie og tilflytter og tilflytter til tilflytter. To gange årligt samler vi indholdet i et tillæg til Melfar Posten - en slags håndbog til kommende tilflyttere. Derudover er vi medarrangører af en messe, der fremviser det bedste af Middelfart, hvor vi bl.a. kårer ’Byens Bedste’. Samtidig arbejder vi på et site for tilflyttere med navnet ’Varm Velkomst’.

 

Mediehuset i Middelfart

  • Producerer indhold til fyens.dk og Melfarposten.dk
  • Driver Facebook-siden Vores Middelfart
  • Laver dagligt 2-3 tabloid-sider i Fyens Stiftstidende
  • Udgiver ugentligt Melfar Posten, der som oftest udkommer med 80-96 sider




vidste du at

... Deal.dk har hver måned mere end 380.000 og spotdeal.dk mere end 310.000 månedlige brugere

vidste du at

... avisen Danmark har 559.000 ugentlige læsere og er dermed landets mest læste dagblad

vidste du at

… at vi har 2,6 mio månedlige brugere af digitale platforme (websites)