Jysk Fynske Medier

I 2019 tager vi et opgør med en 200 år gammel spændetrøje

20. november 2019


I 200 år har ”pakken” været grundpræmis for vores journalistik. Alle vores lokale læsere har fået den samme avis – med de samme artikler – i de samme længder – og i den samme rækkefølge. I 2018 gjaldt rammerne fra papiravisen stadig, hvis du besøgte et nyhedssite eller læste en e-avis: Du fik akkurat det samme indhold som alle andre – uanset hvad du interesserede dig mest for. I 2019 tager vi et opgør med den præmis. 

Vi vil gerne lære dig at kende

I år tager vi et stort skridt i retning af at blive mere relevante for vores brugere. Det gør vi ved at personalisere adgangen til vores digitale medier. I mange år var ”pakken” ellers en uhyre effektiv måde at levere journalistik på til meget brede grupper af abonnenter. Informationerne kunne dårligt fås andre steder, og du kunne være rimelig sikker på, at noget af indholdet interesserede dig. Nu søger folk hen, hvor de får den bedste og mest omfattende dækning af det, de interesserer sig særligt for.

Derfor lancerer vi her i 2019 det ambitiøse personaliseringsprojekt, der skal gøre os i stand til at levere et skræddersyet produkt, uanset om du går ind på et nyhedssite, modtager et nyhedsbrev eller læser e-avisen på din mobil. Målet er, at du uanset platformen får et produkt med særligt fokus på det, der interesserer lige præcis dig. På sigt kan din smart speaker måske også levere udvalgte nyheder til dig.

Kan du genkende interessen?

Vi vil stadig holde fast i vores ret og pligt til at prioritere væsentlige nyheder, men i laget under har vi mulighed for at lave et langt mere relevant produkt til lokale borgere.

Karen vil måske gerne læse 5000 tegn om inspirationen bag den lokale forfatters seneste bog, mens Benny finder det enormt interessant, at en villa i nabolaget er blevet solgt for tre millioner kroner. Kim brænder for at se videoanalysen af OB’s seneste nederlag, mens Bjarne er enormt interesseret i byrådets debat om en ny skolestruktur. Mette er til gengæld mest interesseret i, hvordan den lokale tømrers regnskab ser ud. Det kan vi levere uden at udsætte dem for store mængder af forstyrrende information, der ikke interesserer dem.

Pointen med personaliseringsprojektet

Med personaliserede produkter er vi ikke tvunget til at gå på kompromis med dybden, fordi artiklen skal passe i en pakke til den gennemsnitlige læser. Der er gennemsnitligt få, der læser lange artikler til ende. Omvendt er vi heller ikke begrænset af, at små hyperlokale artikler ikke er brede nok til det store publikum. Det er samtidig afgørende for, at vi kan formidle omkring 100.000 hyperlokale robothistorier til de rette modtagere. Rent teknisk skal vi finde en måde at udnytte viden om vores brugeres geografi og interesser på. Og vi skal vælge det rette indhold ud fra, hvad der er tilgængeligt, og hvad der klarer sig godt.

Personaliseringsprojektet er komplekst på mange områder: teknisk, strategisk og etisk. Men lykkes vi, betyder det farvel til en 200 år gammel spændetrøje og goddag til en verden af muligheder for at levere relevans, dybde og volumen til lokale borgere.





vidste du at

... Jysk Fynske Medier tager aktiv del i lokale kultur- og idrætsforeninger

vidste du at

… at vi har 2,6 mio månedlige brugere af digitale platforme (websites)

vidste du at

STEP er Jysk Fynske Mediers reklame- og kommunikationsbureau med kontorer i Odense og Holstebro